Skabende kompetencer i sammenspilsundervisningen 

Et musikpædagogisk udviklingsprojekt under Himmerlands Folkemusikskole

Iflg. Musiktænketankens rapport "Musikskolerne i Danmark" (Kulturministeriet 2017) har de fleste musikskoler " ... fortsat et primært fokus på instrumentale færdigheder og reproduktion. Tænketanken vurderer, at der i højere grad kunne satses på skabende kompetencer". Der er givetvis sket meget siden rapporten udkom i 2017 - men det er stadig relevant at beskæftige sig med, for hvordan griber man det an, at arbejde med skabende kompetencer i musikundervisningen? 

Klaus Pindstrup, musiker, violinist og underviser ved Himmerlands Folkemusikskole, har igennem mange års undervisning og musikalsk praksis udviklet en arbejdsform, hvor omdrejningspunktet netop er musikalsk skabende processer. Formen understøtter en skabende, eksperimenterende og undersøgende tilgang til sammenspillet - sideløbende med at der bliver arbejdet med konkrete ting som at lave stemmer, improvisere og skabe variation i harmoni, klang og karakter. Arbejdsformen er relevant for alle genrer.

Som elev af Klaus kan man blive helt rørt af hans insisteren på at gå ind til "kernen" af hvad det drejer om, når man vil skabe musik. Der er hele tiden fokus på det musikalske udtryk, og de mekanismer der gør det muligt at skabe musik med et levende og varieret udtryk. Musikken skabes "lige nu og her" - helt uden noder, arrangement eller aftaler.

Det var en elev der satte sig for, at beskrive, dokumentere og formidle Klaus Pindstrups arbejdsform, til glæde og inspiration for andre musikinteresserede. Klaus og Stefan Groot (en anden af musikskolens lærere) gik ind i projektet, der blev skudt i gang i 2024 og afsluttet i 2026. 

I løbet af projektperioden blev der afholdt 5 arbejdsweekender, hvor Klaus' undervisning blev dokumenteret på film. Der blev lavet deltagerobservation og evalueret løbende med en lille gruppe projektdeltagere der var med som elever i hele forløbet, hvilket var helt uvurderligt i arbejdet med at identificere de centrale aspekter af undervisningen. Man kan jo ikke beskrive og formidle det hele, men filmoptagelserne og projektdeltagernes reflektioner hjalp os med at foretage nogle kvalificerede valg.

Resultaterne kan ses på denne hjemmeside.

Vi vil gerne bidrage til større udbredelse af musikundervisning, hvor elevers skabende kompetencer står stærkere end i dag, og håber nærværende projekt kan afføde nye relevante samarbejder indenfor området.