Om frasering
Der skal etableres en fælles forståelse af melodiens form og inddeling i afsnit. Fælles holdepunkter er en styrke i sammenspillet - Det skal til, for at man i fællesskab kan forme musikken i den retning man ønsker.
Enighed om melodiens form og retning hjælper en med at kunne håndtere flere musikalske muligheder, så det er værd at bruge den nødvendige tid på. Det handler om at tage hånd om en kendt problematik, hvor eleverne kommer til at spille melodien som en lang sammenhængende linje uden at være forenet i et musikalsk fællesskab. En melodi består af nogle afsnit der går "herfra" og "dertil" - og det skal man kunne mærke.
Man kan forstå en frase som en sætning, hvor det jo ikke bare handler om at sige noget, men om at kommunikere en mening eller en betydning som kan forstås af andre. Man kan også sige, at fraser handler om, at der er nogle stop undervejs i melodi-forløbet – nogle "åndehuller" som det er vigtigt at være enige om, fordi det er dem man skal navigere efter.
Når man navigerer efter "åndehuller" spiller man hen imod et "komma" eller et "punktum" i melodien, og man har en opmærksomhed på hvordan man "afrunder" og hvordan man "kommer videre", Man skal kunne mærke fraserne som små enheder, der hænger sammen i et forløb.
I en sætning på skrift vil der være et punktum for enden, og et komma et sted i midten. Præcis hvor punktummet og kommaet skal placeres er et fortolkningsspørgsmål, og nogen gange kan to forskellige bud give mening på hver deres måde - men for den melodiske og den musikalske klarheds skyld, er det vigtigt at blive enige. Man kan ikke snakke sig til enighed. Man må spille en afklaring frem ved at bruge ørerne og undersøge de forskellige muligheder der er. Man kan mærke når det lykkes, når der er enighed om frasering, om forløb og "lufthuller" – og folk løfter i flok.
Hvordan griber man det an?
Eleverne skal selv opdage fraserne – og at det er noget, de selv kan arbjde med. De kan måske bringes til en forståelse af fraseringen ved at sige eller synge ordene (hvis der er ord), for når der ikke er et instrument "i vejen", bliver der mere plads til "den naturlige musikalitet". Men instrumenterne skal også i brug, så man kan spille fraserne, navigere efter dem og høre det i det musikalske udtryk. Det er vigtigt at være enige om melodiens form og frasering - for den melodiske og musikalske klarheds skyld.
I arbejdet med at forstå og blive enige om hvordan en melodi skal fraseres, skal man starte med at korte ned til de størst mulige sammenhænge. Hvis afsnittene bliver for små, bliver eleverne i tvivl om meningen, men når man har fokus på de større sammenhænge (længere afsnit) så bliver de nemmere bevidste om den større form – om ting der går igen, eller meget genkendelige elementer i en frase.
Trin 1: Find melodiens overordnede form
1. Spil melodien nogle gang, til i mærker at i kan den
2. Spil den igen i et langsommere tempo, og find ud af hvor "midten" er. Mærk hvad der sker i melodien. Kan man stoppe her? Er der spænding? Hvad kalder melodien på?
3. Spil melodien forfra, og find stedet 3 /4 inde i melodien. Er der mere eller mindre spænding? Hvad kalder melodien på her?
4. Spil hen til melodiens afslutning, og mærk hvad der sker i melodien her.
5. Hvor mange overordnede perioder består melodien af (måske fire som i "Jens Vejmand"?) - og hvad kan man ellers sige om formen?
6. Spil melodien i sin sammnhæng, og læg mærke til fraser og form, intensitet og spænding.
7. Spil melodien igennem nogle gange igen, nu uden at frasere. Mærk forskellen.
Trin 2: Find melodiens underindelinger / Sæt punktum og komma
Lad melodien køre rundt i en cirkel mellem jer, hvor hver person spiller et enkelt afsnit. Det er ikke meningen at man skal aftale eller snakke sig frem til hvordan inddelingen skal være - det er primært noget der skal spilles frem. Hver person sender melodien videre på det sted hvor vedkommende opfatter, at der er et komma eller et punktum. Øvelsen kan laves uanset hvor mange man er, men er her illustreret med et eksempel hvor der er fire personer:
Person A: Spiller sætningens 1. led - dvs hen til kommaet.
Person B: Spiller sætningens 2. led - dvs. hen til det første punktum.
Person C: Spiller næste sætnings 1. led - hen til kommaet.
Person D: Spiller den sidste sætning - dvs hen til det sidste punktum.
En enkelt runde er alt for lidt, der skal flere omgange til, for at få etableret et mønster i inddelingerne - dvs at alle sætter punktum og komma de samme steder i melodiens forløb.
Undersøgelse: Er vi enige?
Prøv at spille melodien unisont, med tydelige ophold ("huller"), der hvor i mener der skal være et punktum eller et komma.
Når man er fælles om at spille hen til komma og punktum, vil man hurtigt opdage om man er enige om inddelingen. Hvis ja, så er alt vel, hvis nej, så må man gøre noget for at blive enige.
Undersøgelser - når man skal nå til enighed
Hvis man er uenige, må man afprøve forskellige bud på inddelinger og se hvad orkestret synes bedst om. Der er flere greb man kan tage:
Isoler det afsnit det drejer sig om - og sæt det sammen med det afsnit der følger efter. Er afsnittet til at forstå og lære for de andre? Fungerer det i sammenspillet når det udveksles nogle gange?
Hvis to versioner er lige gode, og man stadig ikke er enige, så prøv at spille hvert afsnit isoleret. Giver de begge to mening i sig selv? Giver "svar-afsnittet" mening - og er det til at spille?
Hvis der er en tekst til melodien, kan man støtte sig til den. Hvordan giver det mening at inddele melodien hvis den skal passe til teksten?
Man kan undersøge hvordan formen i de andre afsnit er: Hvor sættes punktum og komma? Der må gerne være et mønster, der går igen i hele melodien, så kommaet sættes det samme sted i alle fire fraser.
Øvelse: Sammenhæng og fælles opmærksomhed
Når man er blevet enige om hvordan melodien er inddelt, så prøv igen at spille melodien unisont med bevidsthed om fraserne og med sigte på at mødes der hvor der er et lille "åndehul."
Prøv så at gentage øvelsen med lukkede øjne eller med ryggen til hinanden.
Når man er berøvet synssansen og kun har ørerne at orientere sig med, må man rette sin fulde opmærksomhed mod de andre for at kunne følges ad. Der skal en særlig opmærksomhed til for at få fraserne afleveret, mødes ved åndehullerne - og komme videre sammen. Der kan derfor ske det, at fraseringen bliver tydeligere og man oplever, at sammenspillet kommer til at hænge meget bedre sammen. Måske kan man høre det på klangen? Måske sker der noget andet?
Prøv det - og se hvad der sker …
Lidt om puls
Frasering og lufthuller er et godt sted at få folk til at lægge mærke til det musikalske udtryk og at introducere puls.
Man kan etablere en fælles puls når orkesteret lige er nået til at have en fælles fornemmelse, for frasering. Det kan man gøre ved at skabe opmærksomhed på, hvornår man spiller fra hinanden og hvornår man spiller med hinanden. Hvis man kan høre at man ikke følges – så må man prøve igen. Puls handler om fælles opmærksomhed – og om at komme væk fra noget mekanisk. Man skal holde folks opmærksomhed i orden – og gøre opmærksomhed til det redskab de orienterer sig med. Folk kan godt mærke om der er fælles puls – Hvis de er opmærksomme.
Der er forskel på at spille sammen - og bare spille samtidigt.